Chi Fuangs fødselsdag

Chi Fuangs som arbejder i caféen på Sao Mai havde fødselsdag og det skulle fejres, det blev selvfølgelig holdt på en karaoke bar..

 

 

Silkelandsby

Vi har idag været en lille tur til en lille landsby som ligger inde i byen i Hanoi. Her kan man købe stort set alt i silke, og det er meget billigt. Jeg har købt en masse sjaler til damerne i Dk, og jeg slap med 8 kr pr stk. (Det hele er i 100% silke)

Det blev også til et par slips til den gamle hjemme i Tune og et par stykker til brormand..

 

Vietnamesisk bryllup

Mig og david skulle være på Sao mai kl 6.00 om morgenen, hvor de havde stillet en bus til rådighed. Der er ca 100 km hjem til bruden hue´s hjemby hvor serimonien skulle holdes. Det tog lidt over 4 timer hver vej!! Nå men vi nåede frem i tide og var med i serimonien. Først foregik det hjemme hos brudens forældre, og derefter kørte alle hjem til brudgommens forældre, for tilsidst at slutte af med mad hjemme hos brudens forældre igen. Det hele tog ca 2 timer, og derfter gik turen hjemad igen. Det var MEGET anderledes end et dansk bryllup, og vi blev da også på mærkelig vis fremhævet som æresgæster, hvilket var virkelig mærkeligt da vi stort set ikke kender Hue. Det hele var meget hyggeligt og man følte at hele byen var med i festlighederne.

(Her rykker selskabet videre til brudgommen)

 

Første sejr i sæsonen til Hanoi Capitals

Kampen endte 2-1 til os, men vi burde nok havde vundet med et mål eller 2 mere. Vi var idag en håndfuld Danskere på holdet, og moralen fik et nyt boost med den første sejr. Kampen blev spillet kl 11.30, og da der stadig er over 30 grader i Hanoi, blev alle 5 udskiftnigsspillere brugt flittigt. Der er stor fremgang at spore på holdet, hvor indsatsen til tirsdagstræningen er begyndt at give pote.

 

Rejsebrev – Obligatorisk indlæg i bloggen

Nu er det ca 3 måneder siden jeg stod med kufferten i hånden og checkede ind i Kastrup lufthavn. Det virker som om det er evigheder siden, men alligevel er tiden bare fløjet af sted. Da vi kom til Hanoi var både Claus og Annelise ude i lufthavnen for at tage imod os. Det var virkelig lækkert at man ikke selv skulle til at tage stilling til alt muligt efter flyveturen, men bare kunne sætte sig ind i en taxa uden nogle skrupler. Vi brugte de første dage i Hanoi med Claus og Annelise hvor de viste os de mest relevante ting i byen, samt kom med en masse gode råd. Vi har snakket en del om bagefter at selvfølgelig var det rart at de gjorde det, men det var som om vi bare faldt ind i deres hverdag og kørte videre hvor de havde sluppet. Efter et stykke tid var den følelse dog væk, og vi har alle fået en ny hverdag oppe at køre. Der gik ikke mange uger (Jeg tror det var 3) før mig og David havde vores egen scooter, og det kan virkelig anbefales. Trafikken er ikke så slem igen, man skal nok bare lige vænne sig til den for i starten ser den fuldstændig sindssyg og uoverskuelig ud. Vi har erfaret at vi har lært byen utrolig godt at kende, idet at man er tvunget til selv at skulle finde rundt. Der har selvfølgelig været tidspunkterne hvor jeg ingen anelse har haft om hvor jeg var, og turen hjem har taget lidt længere tid end beregnet..

Vi bor i øjeblikket fire i huset, som egentligt har plads til 5. Huslejen er ca 110 dollars om måneden, og efter vietnamesiske standarter bor man virkelig flot. Huset er placeret rigtig godt i byen, og der er altid liv i gaden og rundt om den lille sø, som ligger lige bagved huset. Internettet er overraskende hurtigt, og jeg har kun oplevet strømafbrydelser 2 gange.

Vi træner fodbold hver tirsdag fra 20 til 22, kontakten har vi fået igennem en af praktikanterne på den danske ambassade. (Dem bruger vi meget tid sammen med i weekenden). Der er et internationalt hold “Hanoi Capitals” som spiller kamp hver lørdag om formiddagen i stegene hede, og her har vi altid været velkommen. Ellers bruger vi vores fritid på at slappe af, for det trænger man til når man ikke er på arbejde. Vi spiser ude stort set hele tiden, og vi har da også kun lavet aftensmad selv 2 gange i den tid vi har været her. Udvalget af restauranter spænder vidt og det gør priserne også. Man kan vælge at spise på gadekøkkener (hvilket jeg ikke har dyrket) for meget billige penge, men ellers er der mange gode restauranter i byen hvor 40 kr. for aftensmad med drikke ikke er unormalt.

På Sao Mai er der virkelig stor kreativ frihed, og man kan stort set kaste sig ud i de projekter man syntes om. Dr lan som er bossen på centret er meget venlig, men også en meget travl dame, og hvis man vil snakke med hende skal man selv tage kontakt. Jeg arbejder i øjeblikket mandag til fredag fra 8 til 16. Det gør jeg for at spare timer op til at rejse den sidste halvanden måned. Det er en selv som styrer hvornår og hvor meget man vil arbejde. Man skal bare have opfyldt et x antal timer i det halve år man er her.

Det er først nu hvor jeg kigger tilbage på den første stykke tid, at jeg tænker hold da op hvor er vi blevet snydt mange gange. Om det så er taxaer som køre de vilde omveje eller de små motobikes, som til enhver tid forsøger at tage mega overpris for en tur, eller i butikkerne hvor de prøver at sælge til 5 gange prisen. Det med at blive udnyttet er en ting som man med garanti bliver sur og træt af hvis man bor i Hanoi, men man lærer hurtigt hvordan det skal takles. Og når det er turist sæson, ja så stiger priserne overalt i byen L .

Vi har som jeg har skrevet tidligere på bloggen været på ferie til Halong Bay i en forlænget weekend, og Hoi an i en lille uges tid. Det var virkelig nogle fede ture, hvor der ikke blev sparet på noget som helst. Alligevel slap vi billigt fra det, og nej man bliver ikke fattig af at være studerende i Vietnam.

 

Vejret i Hanoi kontra Danmark

Lige for at illustere hvor lækkert vejret for tiden er i Hanoi..

 

Ser det her bekendt ud?

 

Ny hushjælp

Da vi kom ind i huset var der en hushjælp som skulle komme hver onsdag og gøre rent, dette var en del af huslejen. Hun har af personlige årsager haft lidt svært ved at komme hver onsdag, og der har været tidspunkter hvor der er gået 3 uger imellem hun kom. Vi har derfor taget en snak med ejerne af huset og er blevet enige om at ansætte en ny hushjælp. Randi kendte en som gjorde rent for de tidligere studerende i et andet hus. Vi skal ca betale 250.000 dong om måneden hver (Ca 100 kr) så kommer hun 2 gange om ugen hvor hun gør rent, vasker tøj, handler frugt og andre ting ind til os.. Lækkert

 

På besøg hos Naja i børnehaven

Torsdag morgen kl 7.10, hvilket er meget tidligere end jeg tager afsted, tog mig og Naja scooteren ud i hendes børnehave. Jeg skal love for at det var noget helt andet end Sao Mai. Alle var meget flinke og jeg fik et rigtig godt indtryk af stedet.

 

 

Institutionens pædagogik

Personalet på Sao Mai består af assistenter og uddannede lærer som er uddannet inden for normal området, der er ikke nogle af lærerne på centret i øjeblikket som har uddannelse inden for specialområdet. I weekenderne og om aftenen er der dog mange forskellige projekter og kurser som lærerne følger. Der en lærer fra England på centret som skal være her i et år, hun underviser flere gange om ugen omkring autisme, downsyndrom, bordmaker o.s.v . Men det er en langsom proces og det er ikke alle af lærerne som er lige modtagelige for de nye input. Sprogbarrieren gør selvfølgelig også sit til at der opstår misforståelser som forsinker udviklingsprocessen på centret. Psykologerne som er ansat på centret har ikke den samme uddannelse som i Danmark, og man kan da også stille spørgsmålstegn ved at en 25 årig psykolog har været ansat på centret i 5 år.

Der er hele tiden nye børn som kommer ind på centret og får taget tests, det er her at psykologen i samråd med barnets forældrene beslutter om Sao Mai er det rigtige sted for deres barn.

Der er på hollandsk initiativ oprettet en uddannelse for lærere til børn med nedsat funktionsevne ved et universitet i Hanoi. Her uddannes de første 25 lærere inden for specialområdet. Dette er forhåbentlig starten på lærere med viden om special området på Sao Mai.

Klasserne på Sao Mai følger alle et ugentligt skema som er tilrettelagt således at der er 2 undervisningstimer før og efter frokost. Her lærer de om tal, farver, sociale aspekter, leg samt fysiske aktiverer hvilket kan være lære at kravle, hoppe eller sparke til en bold.

Jeg oplever at alle lærerne på centret er meget forskellige i deres måde at undervise børnene på. Mange af dem er utrolig gode til at inddrage alle børnene i undervisningen uden at skulle være skræmmende over for dem, hvorimod nogen har den modsatte opfattelse.

I den klasse som jeg følger mest har de valgt at opdele børnene i 2 grupper, en for de faglig bedre børn, og en for dem der er lidt bagefter. Her sidder de rundt om et lille bord hvor lærerne har god øjenkontakt med alle børnene. Det virker virkelig godt og man kan mærke at børnene får noget mere ud af undervisningen end hvis de bare sad op ad væggen på en række. Nogle af klasserne praktisere dog stadig at undervise på en række, men det bliver hele tiden færre af klasserne som gør det sådan. Bare på de nu snart 3 måneder vi har været her, har vi oplevet en stor forandring omkring undervisningen i klasserne.

Der er rigtig mange af lærerne som er gode til deres arbejde på trods af at de ikke har den samme vestlige uddannelse som i Danmark.

Der bliver ført bog over hvert enkel barn i klasserne på Sao Mai, og selvom jeg ikke kan læse dem, virker det som om at de har gjort sig nogle pædagogiske overvejelser med hensyn på at fremme barnets kompetencer.

På centret blev der i marts 2007 åbnet en Café. Her kan lokale komme ind fra gaden og nyde en kop kaffe eller juice. Det er i denne café at besøgene og frivillige indtager frokost, som hverdag består af en skål ris med forskelligt tilbehør. Hvis man ikke kan finde ud af at spise med pinde inden man kommer til Sao Mai, så lærer man det i hvert fald hurtigt.

I løbet af dagen får nogle få af de mere velfungerende børn på centret mulighed for at hjælpe til og servicere i cafeen. Ønsket med cafeen er både at integrere børnene i lokalsamfundet og samtidig højne børnenes selvværd. Man kan se på børnene der hjælper til, at de er meget stolte over at kunne arbejde i cafeen, og det virker som om at de får styrket selvværdet ved at være der, så det er virkeligt et godt initiativ.

Da vi startede på Sao Mai var vi meget forvirrede fordi vi ikke vidste hvad der skete på centret. Det var tit at når der var arrangementer så var vi ikke blevet informeret i tide til at vi kunne være ordentlig med. Vi har dog fået en god snak med Dr. Lan og har fået aftalt et ugentligt møde med hendes sekretær, hvor hun informere os om ugens hændelser. Først var det kun mig og David som var med til mødet, men da de andre frivillige hørte om det var de hurtige til også at være med. Noget af det jeg lagde mærke til i starten var hvor dårlig kommunikationen var indbyrdes mellem personalet på centret. Vi har snakket lidt med lærerne om at de skal bruge hinanden indbyrdes som sparing for at få nye og bedre idéer, og det virker som om at det har haft en vis indflydelse på deres måde at arbejde på.

En typisk dag i min klasse på centret begynder med at børnene ankommer en efter en fra 7.30 til 8.30. Morgensangen begynder kl 09.00 hvor lærerne synger og børnene en for en udfører den korrekte dans til den enkelte sang. Derefter begynder den ene af de 2 første undervisningstimer som varer 30 min pr time. Før der er frokost er der som regel lidt leg med klodser. Til frokost bliver de fleste af børnene fodret af lærerne inden de skal sove til middag, her sover de på nogle meget tynde siv måtter som ikke ser særlig behagelige ud. Når kl er 14.00 er børnene oppe igen og får sig en eftermiddagssnack, som meget tit er en pose chips eller en lille bolle med noget sukkerstads i. Derefter skal børnene igennem endnu 2 undervisningstimer inden de synger farvel sammen med lærerne, og igen danser og fægter med armene til sangene. De fleste af børnene er på centret fra 8.00 til 17.00.

 

Forældrebesøg lørdag formiddag

På Sao Mai forgår der ufattelig mange forskellige projekter, hvoraf mange af dem jeg ikke engang kender til. En af drengene fra min klasse som har tegn på autisme, bliver der over de næste par måneder sat ekstra fokus på, og der er netop gået et projekt igang som Dr. Lan godt ville have mig og David med inde over. Der er mange mennesker involveret og der er sat et team sammen som består af Ann (Skotte som har meget erfaring med autisme), drengens lærer, psykolog, læge, hovedlæreren og så mig og David. Målet er at udvikle nogle redskaber som skal fremme barnets kompetencer. Vi har i den følgende uge alle fået nogle opgaver hverisær, hvor mig og David skulle observere og dokumentere med video. Phong som drengen hedder er en glad og sund dreng som ikke har nogen kontakt med de andre børn, han græder stort set kun når der er frokost og eftermiddags snack. Jeg ville derfor prøve at sætte fokus på mad situatuationerne, og jeg håbede at forældrebesøget ville give gevinst i den form, at jeg kunne se ham i et andet forum hvor han måske havde et mere positivt forhold til mad, samtidig kunne jeg spørge forældrene hvordan spisningen forgik hjemme. Det var et rigtig positivt besøg, hvor mig og Ann fik svar på en masse spørgsmål samtidig med at forældrene som til min overraskelse ikke vidste så meget om deres barns situation også fik svar på en masse. De havde den forstilling at det var noget de havde gjort forkert i opdragelsen, som havde gjort ham som han er. Det tog en masse tid at forklare dem at der ikke er fundet nogen videnskabelig bevis for hvordan autisme opstår, og at det ikke er deres skyld. Vi blev enige med forældrene at vi i fremtiden skal sætte fokus på Phongs kompetencer inden for kommunikation og koncentration. Vi vil i næste uge holde et møde hvor alle fra teamets observationer vil blive gennemgået og der skal derefter laves en plan for fremtiden, som skal hjælpe Phong i den rigtige retning.